Monday, May 26, 2014

Boganmeldelse - A.J. Kazinski (Forfølgerne)

Klik for at købe bogen
Klik for at købe bogen

”Du har fået en ny følger”. Alle som har en konto på et socialt netværk kender den behagelige fornemmelse af at blive bekræftet, når en eller anden fremmed gerne vil følge én.

Når du har læst A.J. Kazinskis 'Forfølgerne', er det imidlertid ikke sikkert, at du føler den samme begejstring ved at få en ny følger på f.eks. Twitter.
'Forfølgerne' handler om fire mennesker i det samme boligkvarter, som af forskellige årsager beslutter sig for at udspionere og forfølge andre mennesker. På forunderlig vis flettes disse fire menneskers skæbner sig sammen, og inden længe er de dybt involveret i deres egen og de andres projekter. Hele plottet kulminerer i løbet af bogens sidste 394 sider.

Er det en god bog? I min optik er 'Forfølgerne' den svageste historie, A.J. Kazinski endnu har præsenteret. Jeg er rigtig ked af at måtte skrive dette, for jeg kan faktisk godt lide Kazinskis øvrige bøger. Men denne bog burde have været udsat for en kraftig redigering og omskrivning, inden den blev trykt.

Som læser skal man igennem 80% af bogen, før historien begynder at blive interessant og underfundig, og først 95% inde i bogen, bliver trådene samlet. Jeg medgiver gerne at plottet er interessant, men jeg er ikke imponeret over bogens opbygning. Jeg vil ikke spolere læseoplevelsen for nye læsere, men afslutningen er så overraskende, at man bliver fuldstændig målløs. Det er ikke nogen dårlig afslutning, men opbygningen af bogens klimaks, kunne have været gjort meget mere intenst og interessevækkende, hvis forfatterne bare havde givet læseren en antydningen af, at noget subtilt og mystisk var under udvikling. At bogen så ikke engang afsluttes, men blot lægger op til en efterfølger, gør at jeg virkelig følte mig taget ved næsen.

'Forfølgerne' er absolut ingen pageturner. Jeg måtte virkelig tage mig sammen, for at komme igennem bogen. Gang på gang tog jeg mig selv i at spørge: ”Hvorfor skal jeg følge fire ligegyldige mennesker i deres personlige jagt efter mening og hævn?" Svaret kom. Der var en skjult agenda i 'Forfølgerne'. Desværre viste den sig for sent, og på det tidspunkt havde jeg for længst opgivet jagten.

 Tak til Falcon fordi du lod mig anmelde 'Forfølgerne' - K.E.

No comments:

Post a Comment