Friday, December 26, 2014

Reader's review - Mark Alpert (Final Theory)

Click to buy the book
Click to by the book

This will probably be my last post in 2014. I would like to take this opportunity to thank all my faithful readers for their support and loyalty. I would also like to thank all of you who just dropped by. I hope that you all found something of value, you could use in your search for a good reading experience.

2014 has been a really good year when it comes to books. Up to now, I have read fifteen books, the majority of which were both well written and entertaining. If I should have to highlight three interesting books, I want to mention:

George R. R. Martin (A Game of Thrones): I never get too old for fantasy when the plot is well composed and well written. 'Game of Thrones' is a work that deserves to go down in  history.
Dean Koontz (The Taking): I'll never forget my first love. Dean Koontz has a formidable ability to keep his readers on their toes from the first pages. There are not many authors, who are able to match this amazing writer.
Ezra T. Gray (The Grove & Other Stories): This book is the only collection of short stories I've read this years. It was great to experience, that the horror stories are not dead and gone and that it is still possible to add fine new facets to a well worn genre.

Here, just a few days before new-year, I am now adding book number sixteen to the list of reviewed books this year. I am happy to say, that this last book also was a worthy representative of the 'great books'.

To me, Mark Alpert was an unknown author, but the title of his book, 'Final Theory', caught my attention. I have great respect for mr. Albert Einstein, so when an author involve him in his history, I simply have to read the book.

Many authors writes about the law of physics in their books, but unfortunately, too often it turns out, that they are either very shallow, or they have absolutely no idea what they are talking about. Thankfully, Mark Alpert does not apply to this pitiful category of writers.

Not only does 'Final Theory' appear to be written by someone who actually knows what he's talking about. It was also found that Mark Alpert was an excellent writer. Although the book deals with difficult issues such as particle physics and astrophysics, it is described in an interesting and entertaining way.

'Final Theory' takes the reader on a breathless chase. The book's protagonist, David Swift, is hunted down because he accidentally are handed the code to Albert Einstein's 'Einheitliche Feldttheorie'. This theory provides unlimited possibilities for particle physics - especially for military purposes. David begins his own quest for Einstiens 'Einheitliche Feldttheorie' and while he tries to escape the police, the FBI, the U.S. Army and a sadistic assassin, he tries to find the meaning in the numerical code his old professor confided to him shortly before he died. Now it is a matter of life and death - his own and the whole world.

'Final Theory' is not only entertaining reading. I actually learned something while I was reading it and that is not so bad, right?

Saturday, December 13, 2014

Reader's review - Ezra T. Gray (The Grove & Other Stories)

<a href="">The Grove and Other Stories</a><img src="" width="1" height="1" border="0" alt="" style="border:none !important; margin:0px !important;" />
Night is closing in and a storm, the first one this winter, is building up from the west. Right now the rain is pouring down, while the wind is pounding the walls of my house, making it moan in a wired way, while I'm listening to Joe Satriani singing 'Big Bad Moon'.

The scene is set and this night will be perfect for me to write a review of 'The Grove & Other Stories' by Ezra T. Gray. This book contains ten horror stories. I'm not going to review each and every one, but I'm going to pick a few of my favorites in a moment.

Allow me to bring my personal opinion regarding horror stories. Some authors connects horror to blood and gore, thinking this might make the audience shiver and shake of fear. They are so wrong! Blood and gore can be used as shock effects, but giving your audience a shock is definitely not the same as expose them to the feeling of true horror. A brilliant horror writer makes his readers think. He don't need to tell the whole story down to every details. You see, it takes an intelligent author to write a good horror story. It's a balance between giving the necessary information to feed the imagination of the reader, but leave enough of the story untold forcing the reader to think. A skilled horror writer puts faith in his audience.

Why do I say that in a review? Because that's exactly what Ezra T. Gray does in 'The Grove & Other Stories'. In this book Ezra presents ten very different stories, which is quite an achievement. Writing ten different stories, without telling the same story over and over again in different ways, can be very difficult. You have to clear your mind before writing the next story, and thats exactly what I believe Ezra T. Gray did. Because the stories are so different, there will be something for every horror fan. I found three real gems in this collection.

First: 'An Old Tradition'. I think this story will be my favorite of them all. The world as we know it has come to an end, when someone breaks down a barrier between an unknown dimension. Now mankind are no longer in the top of the food chain. Men have hunted and killed to eat, but now we're the hunted ones. It's a classic horror story with all it's dark elements, well written right to the end.
Second: 'Just Believe'. A knife factory are being build upon an ancient Indian burial ground. Nothing good comes from disrespect the dead and desecrate their graves, and that's what Sam Priest is about to realize late in the evening, while he's all alone in the big building. It's a great story with a fine twist in the end.
Third: 'The Grove'. What I like most of the story is the description of the grove. It reminds me of Stephen King's description of Ackerman's Field in my all time favorite 'N', although the stories are very different in their style and storyline. While both places are just ordinary places, they hold a sinister secret beyond any imagination. In 'The Grove' a young man are lured by the evil dwelling in the grove. It's a very well written story that makes you think. I love it.

'The Grove & Other Stories' holds all the classic elements of horror, but Ezra T. Gray tells them in his own unique way and that's what makes them interesting to the reader. Read the book. You won't be disappointed. You'll experience the good old feeling of horror, while you read the short stories told in a different and unique way. Just don't expect a grim and terrible ending to every story. Unlike most horror writers, Ezra T. Gray seems to believe that the good will overcome evil in the end and that is kind of unusual for a writer of horror and suspense. That's not necessarily a disadvantage as long as the stories are written the way Ezra T. Gray does it. I'm certainly ready for more...

Wednesday, October 15, 2014

Reader's Review - Dean Koontz (The Taking)

Click to buy the book
It's always nice to receive a visit from an old beloved friend, just to discover everything is well. That everything is exactly as you expected it to be. That was the feeling I got, when I opened the 'The Taking'  and turned the first pages. Dean Koontz have accompanied me through my life since my youth, and I have most of his books lined up right beside me on the bookshelves in my library. I've spent many hours in the company of his imagination - a company I have truly enjoyed.

Those of you, who have read my reviews for a long time, knows that I really appreciate heavy books because they tend to be more complex and thoroughly prepared. 'The Taking' is only 262 pages long, which made me worry. Would I be able to let myself get caught in the action, with such a short story? The answer is: Absolutely. In particular, because the majority of the story only extends over a single day.

'The Taking' was my bedfellow for a week - and a really good one if I may say so. This book is a real page turner. Dean Koontz has never been into lengthy introductions. The story takes off right from the first page, and 'The Taking' keeps the momentum right to the end. We follows the protagonists, Molly and Niel Sloan, in what well may be humanity's last night on earth. While the world is changing at an alarming rate, Molly and Niel strives to figure out, what is going on and how they can prevent what seems inevitable. The odds are not in their favor and chances for success close to zero.

'The Taking' is a real thriller. The book describes a completely foreign environment, and that's why it's impossible to come to a foregone conclusion. Even with only a few pages left, it was completely impossible to predict the outcome. Dean Koontz writes with his usual elegance and exhibits a unique insight into the human psyche and the way it behaves in stressful situations.

Dean Koontz was my guest for awhile. It was a short visit. Only 262 pages. But I enjoyed every second and I'll welcome him back anytime he finds it convenient.

Friday, August 29, 2014

Reader's Review - Michael Connelly (Void Moon)

Click to buy the book
Freedom! Which one of us does not dream of total freedom? Think of all the possibilities, all the doors that would open for you, if you only had the necessary financial freedom to do as you pleased.

The vast majority of people have long ago depreciated such dreams as unrealistic options. It is quite correct, that only a small group of people are bestowed to live a carefree life without financial speculation. But there is a small, purposeful, or perhaps we should say, desperate group of people, who put the will and the forces behind their desires, hoping that the bloom thin curtain of dreams one day will be pulled aside,revealing the tangible fulfillment of all their hopes.

Cassie Black belongs to this last group. She is driven, not only by a desire for wealth. Her motives are more complex and selfless. That is why, Cassie has returned to Cleopatra Casino, prepared to perform the same kind of coup, that killed her boyfriend years ago. Everything is planned to the smallest detail, only the void moon is not to be controlled. It is the joker in a game of life and death, dreams and nightmares.

Many books covers the subject about robbing a casino in Las Vegas. Not all have been thought out thoroughly, but 'Void Moon' is not among these. The language is simple and accessible, without at any point being childish. The plot is cleverly conceived, without being too complicated. And the cast is sparse but interesting.

This book is in its simplicity, a brilliant piece of craftsmanship. It caught me from the first page and kept me locked up in my chair until the very last page. I can only give 'Void moon' my best recommendations. It is a crime, and the best thing about the book is, that it does not try to pretend to be anything else. To me Michael Connelly was an unknown name until now, but I will definitely look for more books by this eloquent writer, and hope that his other books holds the same high standard.

Tuesday, July 29, 2014

Boganmeldelse - Kaspar Colling Nielsen (Den danske borgerkrig 2018-24)

Køb bogen - hvis du tør!

Hvad er kriterierne for at få lov til at udgive en bog i dagens Danmark anno 2013? Originalitet? Et godt plot? Eller en velskrevet historie?
De fleste læsere vil sikkert mene at en blanding af ovenstående elementer, er en absolut nødvendighed for at en bog er læseværdig. Den tese har Kasper Colling Nielsen og forlaget Gyldendal nu slået en stor, fed pæl igennem, da de besluttede at udgive bogen ”Den danskeborgerkrig 2018-24”.

Jeg tror næppe, at jeg har læst en mere elendig bog end denne. Jeg anser mig selv for at have et meget åbent og liberalt sind. Jeg er villig til at acceptere selv meget vilde og fantasifulde plot. Denne gang er min grænse(løse) tolerance dog blevet godt og grundigt overskredet. Jeg er ikke i stand til at sige ret meget godt om denne bog, men lad mig i det mindste forklare, hvorfor denne bog skuffer så fælt.

Den danskeborgerkrig 2018-24” begynder faktisk rigtigt godt. I den første scene, har Kaspar Colling Nielsen rigtigt godt fat i læseren. Danmark er gået i opløsning oven på finanskrisen, og der hersker totalt anarki i landet. Politikere og finansfyrster bliver gjort ansvarlige for sammenbruddet, og er nu jaget vildt. Læseren bliver, som det første, vidne til en offentlig henrettelse af en ung politiker. Scenen er meget stemningsfuld og halshugningen bliver beskrevet yderst intenst. Den dystre tone i de første kapitler minder meget om den verden, der beskrives i Max Brook's bog, ”World WarZ”. På dette tidspunkt havde Kaspar Colling Nielsen min fulde opmærksomhed.
Selv da han beskriver det dekadente rigmandsmiljø, hvor man betaler sig til evig ungdom for sig selv og sine husdyr, er jeg helt med. Faktisk synes jeg at det var en interessant vinkel i historien. Jeg accepterede også forfattetens fantasi om, at hunde kan lære at tale, når bare de lever længe nok. Det var langt ude, og bragte historien ind på et underligt sidespor, men dog acceptabelt. Det var nok på dette tidspunkt, at jeg begyndte at blive en kende skeptisk, og furerne i min pande begyndte at fremstå tydeligere end normalt. Havde Kaspar Colling Nielsen så bare bremset sine løbske fantasi her, så tror jeg faktisk, at jeg ville have fundet bogen mere interessant end gennemsnittet af de bøger, jeg ellers bliver præsenteret for. Desværre lod det til, at forfatterens syge fantasier havde fået frit løb, for det viser sig, at disse, evigt unge dyr, begynder at lide af de samme psykoser og depressioner som deres mennesker. Så da bjørnen Pia, som er indlagt på et nervesanatorium, opdager at hendes honning er blevet stjålet, og jagten på samme forsvundne genstand går ind, kan jeg simpelt hen ikke tage historien alvorlig længere.

Kæden hoppen dog helt af, da forfatteren beskriver, hvordan en hel jødisk familie skjuler sig for myndighederne i en smældfed kvindes røv. Der er ingen logik, intet tema og ingen mening i denne del af historien, der er en bizar karikatur af ”Anne Franks dagbog”. Og det var så her, jeg definitivt opgav at finde hoved og hale i ”Den danskeborgerkrig 2018-24”.

Jeg sidder tilbage med en masse modstridende følelser omkring denne bog. Jeg kan ikke bebrejde Kaspar Colling Nielsen, at han har skrevet bogen. Det har sikkert været morsomt i en eller anden grad, men jeg synes, det er synd for ham at han ikke har haft en kompetent redaktør, der har bremset denne litterære katastrofe, mens den endnu bare var et vanskabt fantasifoster. Historien er ikke levedygtig og burde aldrig have været bragt til verden. Den store synder er i mine øjne forlaget. I betragtning af, at vi alle bliver tudet ørerne fulde af, at det danske bogmarked er under pres, og at der ikke er råd til at udgive ret mange titler af nye, ukendte forfattere, er det en skandale at man ofrer energi og penge på en bog som ”Den danskeborgerkrig 2018-24”. Det er useriøst og deprimerende. Hvis denne bog er blandt det bedste der er skrevet i 2013, så ser det i sandhed sort ud for dansk litteratur.
Jeg har medlidenhed med forfatteren. Da forlaget lod denne bog gå i trykken,  ødelagde de samtidig Kaspar Colling Nielsens karriere som forfatter. Læserne vil huske denne katastrofalt dårlige bog, og mange vil med sikkerhed undgå udgivelser fra denne forfatter for fremtiden. Jeg forstår det simpelt hen ikke!!! Når man nu har været villig til at investere penge i en udgivelse, hvorfor har man så ikke ofret den nødvendige tid til rådgivning, korrekturlæsning og redigering? I stedet har udgiverne tilsyneladende bevidstløst accepteret en ejendommelig hybrid mellem ”World War Z”, ”Peter Plys” og ”Anne Franks dagbog”. Bogen giver ingen mening – men det gør forlagets prioritering så sandelig heller ikke!!!

Saturday, July 19, 2014

Boganmeldelse - Ane Riel (Slagteren i Liseleje)

Klik for at købe bogen
Jeg har altid været klar over, at man skal være varsom med gamle damer. De er farlige, for inden man ved af det, er man blevet deres købmandsbud og handyman. Men at det skulle være direkte forbundet med livsfare at stifte bekendtskab med ældre damer, er normalt ikke noget jeg går og overvejer. Ikke før jeg havde læste Ane Riels bog ”Slagteren i Liseleje”. Herefter har tanken ikke sluppet sit tag i mig...

Slagteren i Liseleje” handler om en ældre dame, der stilfærdigt går rundt og hygger om naboen, postbudet, ja selv de lokale drukkenbolte fra læskuret. Hun bager kage til dem, giver dem cognac og inviterer dem på eksklusive middage, som hun selv tilbereder i sit køkken. Hyggeligt? Javist, men venligheden og omsorgen har sin pris, og den kan til tider være alt for høj.

Umiddelbart forventede jeg ikke andet, end en hyggelig dansk krimi, som udspiller sig i den idylliske Nordsjællandske kystby, Liseleje, men lige som hovedpersonen, indeholder bogen andet og mere, end det man umiddelbart ser. Den gamle dame har en fortid, som langsomt udfolder sig over en lang række tilbageblik. Måske er jeg lidt langsomt opfattende, men jeg havde virkelig ikke set mysteriets løsning komme fra den kant, som den vitterlig gjorde.

Ane Riel har begået en både underholdende og lærerig krimi. Underholdende, fordi den er skrevet fra en skæv vinkel, i et godt og læsbart sprog. Lærerigt, fordi hun med ”Slagteren i Liseleje” ønsker at lære os, at der ofte er en grund til, at mennesker, en gang imellem, udvikler sig til veritable uhyrer. Jeg giver bogen mine bedste anbefalinger.

Friday, July 4, 2014

Boganmeldelse - Anna Grue (De Andre)

Klik for at købe bogen
Jeg synes godt om noveller. Især når de er velfortalte og har en interessant handling. Anna Grues novellesamling 'De Andre', falder afgjort ind under denne kategori. Hun har begået en lille genistreg med sine ti noveller.

Hver især handler de om, hvordan andre mennesker, med eller mod deres vilje, kan ændre begivenhederne og tilværelsen for personer, de end ikke kender. Jeg vil ikke anmelde alle novellerne (det er der sikkert andre der gør), men jeg vil gerne fremhæve den første novelle, som handler om en forfatter som tager til et kursted i Frankrig for at skrive. Lige nøjagtig den novelle kunne være skrevet om mig. Jeg er i den grad i stand til at sætte mig ind i forfatterens trængsler for at finde ro til at skrive. Selv om det hele bunder i god vilje og interesse, er de øvrige deltagere på kurstedet kun årsag til distraktion og afbrudte tanker. Med hjælp fra sin mand, tackler vores hovedperson problematikken på en genial måde, om end resultatet også bringer store og uforudsete udfordringer med sig. Det er en fantastisk fin historie.

De øvrige ni noveller, er vidt forskellige i opbygning og handling, og alligevel bliver flere af dem bundet sammen, efterhånden som uafhængige menneskeskæbner bliver viklet ind i hinanden. Netop den detalje forvandler bogen fra at være en novellesamling til at være en bog om, hvordan menneskers måde at agere på, påvirker andre gennem tid og rum.

'De Andre' indeholder ikke nogen dramatiske højdepunkter, som en thriller-entusiast som jeg, kunne falde for. Alligevel må jeg overgive mig til disse ti, yderst charmerende og velfortalte noveller. Det er god skrivekunst og godt forfatterhåndværk, vi bliver præsenteret for her. Noveller er en overset skrivestil, som kræver sine helt specielle færdigheder. Ikke alle mestrer den kunst, men Anna Grue gør.

Thursday, June 5, 2014

Reader's Review - George R. R. Martin (A Game og Thrones) book one

Click to buy the book
I have to shout out my excitement before the whole world!
I have just read George R. R. Martin's 'A Game of Thrones'. It was an amazing adventure in many ways.

In my world, everything less than 300 pages are sloppiness, when it comes to writing novels. Therefore, I had high expectations when I realized that 'A Game of Thrones' book one was nothing but 745 pages long. I was aware of HBO's adaptation of the books, but had not seen the series. I was completely unaware of what to expect. I was aware, that this saga might contain an extremely complex and extensive gallery, and I must honestly say, that I had my doubts. Would it be difficult to separate the different characters from one another? Would the action be confusing, when so many events took place at the same time?

All my worries were put to shame. I have never read a book that was written with such elegance and finesse. Despite the enormous amount of details found in the book, George R. R. Martin never loose the readers. Each chapter centers on a single person and event. In this way George R. R. Martin gently introduces his readers to his universe. It takes time to get to know the different characters, but the author takes all the time he needs to succeed in that matter. Despite the fact, that the book from the first page is very action-packed, the author's calm overview is clearly sensed. He has a story to tell, and the reader is led through with a sense of purpose and safety, providing a feeling that the author is in completely control.

Another thing I have to mention that makes 'A Game of Thrones' an epic work of art, is the use of mythical creatures and supernatural beings. The story is set in a fantasy universe, but it is the humans world. Dragons, undead and other fantasy creatures exists, but are never allowed to dominate the story. It's an impressive balancing act.

It is simply not possible to criticize any part of the book. Writing style, composition and action melts together, and brings the story to a higher level. George R. R. Martin has been compared to J. R. R. Tolkin, but having read 'A Game of Thrones' book one, I am convinced that Tolkin has found his match. As much as I love 'Lord of the Rings', I must admit that 'A Game of Thrones' outshines Tolkin's work in every way.
With 'A Game of Thrones', George R. R. Martin has written himself into the literary history. I surrender unconditionally, and bow in awe before a true master.

Monday, May 26, 2014

Boganmeldelse - A.J. Kazinski (Forfølgerne)

Klik for at købe bogen
Klik for at købe bogen

”Du har fået en ny følger”. Alle som har en konto på et socialt netværk kender den behagelige fornemmelse af at blive bekræftet, når en eller anden fremmed gerne vil følge én.

Når du har læst A.J. Kazinskis 'Forfølgerne', er det imidlertid ikke sikkert, at du føler den samme begejstring ved at få en ny følger på f.eks. Twitter.
'Forfølgerne' handler om fire mennesker i det samme boligkvarter, som af forskellige årsager beslutter sig for at udspionere og forfølge andre mennesker. På forunderlig vis flettes disse fire menneskers skæbner sig sammen, og inden længe er de dybt involveret i deres egen og de andres projekter. Hele plottet kulminerer i løbet af bogens sidste 394 sider.

Er det en god bog? I min optik er 'Forfølgerne' den svageste historie, A.J. Kazinski endnu har præsenteret. Jeg er rigtig ked af at måtte skrive dette, for jeg kan faktisk godt lide Kazinskis øvrige bøger. Men denne bog burde have været udsat for en kraftig redigering og omskrivning, inden den blev trykt.

Som læser skal man igennem 80% af bogen, før historien begynder at blive interessant og underfundig, og først 95% inde i bogen, bliver trådene samlet. Jeg medgiver gerne at plottet er interessant, men jeg er ikke imponeret over bogens opbygning. Jeg vil ikke spolere læseoplevelsen for nye læsere, men afslutningen er så overraskende, at man bliver fuldstændig målløs. Det er ikke nogen dårlig afslutning, men opbygningen af bogens klimaks, kunne have været gjort meget mere intenst og interessevækkende, hvis forfatterne bare havde givet læseren en antydningen af, at noget subtilt og mystisk var under udvikling. At bogen så ikke engang afsluttes, men blot lægger op til en efterfølger, gør at jeg virkelig følte mig taget ved næsen.

'Forfølgerne' er absolut ingen pageturner. Jeg måtte virkelig tage mig sammen, for at komme igennem bogen. Gang på gang tog jeg mig selv i at spørge: ”Hvorfor skal jeg følge fire ligegyldige mennesker i deres personlige jagt efter mening og hævn?" Svaret kom. Der var en skjult agenda i 'Forfølgerne'. Desværre viste den sig for sent, og på det tidspunkt havde jeg for længst opgivet jagten.

 Tak til Falcon fordi du lod mig anmelde 'Forfølgerne' - K.E.

Wednesday, May 7, 2014

Boganmeldelse - Simon Pasternak (Dødszoner)

Klik for at købe bogen
En sjælden gang sidder jeg med en bog, der forekommer at være et betydningsfuldt litterært værk. Simon Pasternaks bog 'Dødszoner' er en sådan bog. Jeg sidder lige nu tilbage med en fornemmelse af at have fået indblik i en side af anden verdenskrig, som bliver overset eller fortiet af mange. Når talen falder på nazisternes grusomheder, er spørgsmålet nærliggende: Hvad skete der inde i hovedet på de mennesker, der bidrog til forfølgelse og udryddelse af jøder, zigøjnere, homoseksuelle og andre minoriteter i det tyske samfund?

Svaret findes, men de færreste har lyst, eller sympati nok, til at se sandheden i øjnene. Hvad var det for uhyrer, der var i stand til at skyde jøder om formiddagen, for derefter at fungere som omsorgsfulde familiefædre, eller samles med ligesindede og nyde smuk klassisk musik om eftermiddagen?

Simon Pasternak giver os en del af svaret i bogen 'Dødszoner'. Jeg vil ikke komme ind på de historiske aspekter i bogen, hvor interessante de så end er. For mig er det det menneskelige aspekt i bogen, der er det væsentligste. Der er intet positivt at sige om nazismen – OVERHOVEDET!!! Vi taler om en af de meste degenererede styreformer i menneskehedens historie. Vi taler om et rædselsregime, der udryddede alle anderledestænkende – uanset om det var egne borgere, eller indbyggere i de områder den tyske værnemagt besatte eller erobrede. Det var terror i ordets mest skræmmende betydning. Det var en ideologi, der var direkte affødt af Darwins tanker om at den stærkeste overlever, og at de derved har ret til at undertrykke de svage efter forgodtbefindende. Jeg har ikke ord for den afsky jeg føler, og den er ikke blevet mindre efter at jeg har læst 'Dødszoner'. Bogen har imidlertid tilføjet nogle aspekter, jeg ikke har overvejet før.

Tidligere betragtede jeg nazisterne som en forenet elite, der beskyttede og tog hånd om hinanden. Et broderskab, om man vil. 'Dødszoner' vender op og ned på den illusion. Bogen beskriver, hvordan nazisterne hele tiden testede hinandens loyalitet mod Føreren og ideologien. Igennem bogen følger man en mand, en Oberleutnant der Polizei, som kæmper en håbløs kamp for at bevare sin medmenneskelighed og personlige integritet. Han tvinges til at gøre forfærdelige ting, men som læser kan man ikke undgå at få et vist mål af sympati for manden. Det er en ulige kamp mod en overvældende overmagt. Men han kæmper i det mindste...

'Dødszoner' er på ingen måde en glorificering af nationalsocialismen, men den bringer det menneskelige aspekt ind i billedet, og det er det der gør bogen så betydningsfuld. Som læser får man lov at følge med i hovedpersonens tanker og overvejelser. Skrivestilen består af korte, abrupte sætninger – ofte med afbrydelser. I alle andre situationer vil en sådan skrivestil være noget, der trak ned i min karakterbog, men ikke i dette tilfælde. Det er en perfekt skildring af et menneskes forvirrende og desperate tankerække, når presset er så stort, at sindet er ved at knække. Denne bog er så betydningsfuld, at den burde være obligatorisk læsestof i de højere klasser i folkeskolen. Det er en helt igennem afskyelig bog, der beskæftiger sig med et helt igennem modbydeligt emne. Det er samtidig den bedste bog jeg er blevet præsenteret for i meget lang tid. Den får mine varmeste anbefalinger.

Wednesday, April 30, 2014

Boganmeldelse - Lene Kaaberbøl (Det levende kød)

Klik her for at købe bogen
Gennemført! Det ord er det mest beskrivende, når talen falder på Lene Kaaberbøls roman 'Det levende kød'.

Handlingen foregår i Frankrig i slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen er Madeleine Karno, der er datter af en retsmediciner. I 'Det levende kød' bliver hun involveret i en række bestialske drab på unge kvinder. Alle kvinderne er blevet lemlæstet i underlivet. Politiet søger efter en sindssyg seriemorder, men Madeleine Karno forfølger en anden teori, som inden længe bringer hende ind i morderens søgelys.

Bogen er i den grad velskrevet. Sproget er gammeldags, uden dog at være så komplekst, at det bliver vanskeligt at forstå. Men det bidrager til stemningen og gør bogen meget svær at lægge fra sig. Med sin levende beskrivelse af det franske klasseinddelte hiraki fører Lene Kaaberbøl os ind i et miljø, der er så godt beskrevet, at det er som om alle ens sanser bliver aktiveret.

'Det levende kød' er anden bog i serien om Madeleine Karno. Første bog var 'Kadaverdoktoren', og den er lige så læseværdig som sin efterfølger. Begge bøger indeholder et fængende plot, der bør appellere til er bred læserskare. Vi har forbrydelsen og den efterfølgende opklaring for dem, der kan lide at læse krimier, men er man historisk interesseret, vil bøgernes detaljerigdom uvægerlig fascinere læseren.

Jeg giver 'Det levende kød' min varmeste anbefaling. Læs den og bliv forført - på fransk...
Lene Kaaberbøls hovedperson, Madeleine Karno er for Frankrig, hvad Conan Doyle's Sherlock Holmes er for England. Det glæder mit hjerte, at der stadig findes danske forfattere, der er i stand til at levere en spændingsroman på et så højt litterært niveau.

Tuesday, April 22, 2014

Boganmeldelse - Joakim Zander (Svømmeren)

Klik for at købe bogen.
”Håll ut Klaus! Den växer. Hoppas jag...” Det var det svar, jeg fik af Joakim Zander, da jeg, efter at have læst de første par kapitler af 'Svømmeren', gav udtryk for mine betænkeligheder omkring bogen.

Grunden til min skepsis var, at læseren blev præsenteret flere forskellige scenarier på ganske kort tid. Man skal et godt stykke ind i 'Svømmeren', før de forskellige menneskeskæbner bliver vævet sammen og danner et billede. Med andre ord er 'Svømmeren' en bog, der til at begynde med kræver tålmodighed af sin læser. Er det en dårlig ting? Ikke nødvendigvis. Ikke hvis forfatteren forstår at samle trådene på en interessant og logisk måde.

Lykkeligvis er Joakim Zander en sådan forfatter. Bogen udvikler sig løbende. Handlingen fastholder konstant læseren ved at føje nye problemstillinger det eksisterende spin af intriger. 'Svømmeren' er en handlingsmættet thriller, der handler om hvad der sker, når myndighedernes terrorprogrammer gå ud over uskyldige borgere. Hvor lang skal man gå for at beskytte hemmeligheder, der kan skade et lands omdømme? Temmelig langt, hvis man skal tro Joakim Zander. Desværre er der nok mere sandhed i denne bog, end de fleste af os bryder os om at tænke på.

'Svømmeren' er en rigtig pageturner. Så snart man har fået styr på persongalleriet i bogen, gribes man af handlingen. Men det er faktisk ikke det, der får bogen til at skille sig ud. Det, der virkelig viser Joakim Zanders kvaliteter som forfatter, er bogens klimaks. Mange bøger leverer en gennemarbejdet og actionmættet handling, men når de så kommer til klimakset, er det hele overstået på få sider. Læseren sidder tilbage med en utilfredsstillende fornemmelse af at være blevet snydt for den afslutning, som hele historien havde lagt op til. Det sker ikke i 'Svømmeren'. Joakim Zander giver sig god tid til at afslutte sin historie på en måde, der bedst kan beskrives som – perfekt! Hovedpersonerne har i løbet af historien fået malet sig op i et hjørne, men Joakim Zander giver os en afslutning, som både er actionmættet og yderst plausibel.

”Håll ut Klaus! Den växer. Hoppas jag...”
Du havde ret, Joakim! 'Svømmeren' udviklede sig til det jeg håbede på: En ægte fuldblodsthriller. Tak for oplevelsen...

Tak til Falcon fordi du lod mig anmelde 'Svømmeren' - K.E.

Friday, April 4, 2014

Boganmeldelse - Lars J. Østergaard (I lære som Gud)

Klik for at købe bogen på SAXO
Lars Østergaards bog 'I lære som Gud' handler om den skruppelløse medicinalindustri. Menneskeliv regnes ikke for noget, så længe resultatet kan ses på bankbogen. Det er et foruroligende indblik ind bag facaden på en industri, hvor der er så megen prestige og så enorme summer på spil, at enhver obstruktion bliver tromlet ned med hård hånd, koste hvad det vil.

Det er en underholdende bog, som desværre er temmelig overfladisk. Bogens persongalleri er meget lille, hvilket normalt er godt, da læseren så har mulighed for at knytte sig stærkere til de enkelte personer. Desværre virker personerne i 'I lære som Gud' meget upersonlige og klichéfyldte. Man kommer ikke rigtig ind under huden på dem. Desuden er måden de enkelte personer knyttes sammen på i bogen, baseret på lidt for mange usandsynlige tilfældigheder efter min mening. Ud over selve hovedtemaet, kører der også en sideløbende historie, hvor vi følger Line som har bedraget hjertelægen Ivar med medicinaldirektøren Jens. Line er en fuldstændig overflødig person at have med i bogen. I mine øjne ville det have været bedre, at udelade hende helt af historien og i stedet bruge siderne på at intensivere den virkelige historie – nemlig konflikten mellem Ivar som efterforsker dødsfaldene i Afrika på den ene side, og Torben og Jens som de skruppelløse profitjægere på den anden side. I stedet er Lines karakter med til at mudre historien til med ligegyldige oplysninger. Hun er på ingen måde en nøgleperson. De opdagelser hun gør, berettiger ikke til hendes tilstedeværelse i bogen.

Bogen er bestemt læseværdig, men jeg savner finesse og dybde. Der ligger en rigtig spændende historie gemt i bogen. Det er blot en skam at forfatteren ikke er i stand til at gøre den vedkommende og interessant for læseren. Jeg er ked af at måtte sige det, men 'I lære som Gud' kommer ikke til at holde mig vågen om natten, og den kommer slet ikke til at give mig onde drømme når jeg sover.

Friday, March 7, 2014

Boganmeldelse - Mikala Rosenkilde (Dukkehuset)

Klik for at downloade bogen gratis
Jeg sidder og er intet mindre end imponeret. Selvudgivelser er den nye sort. Det er jo forståeligt nok i betragtning af, at den potentielle fortjeneste er væsentlig højere, end hvis samme bog bliver udgivet hos et forlag.

Alle kan selvudgive. og det er måske her udfordringen ligger. Hvem borger for kvaliteten af bøgerne? Svaret er, at det gør forfatteren selv, men mindre han eller hun har haft en erfaren korrekturlæser ind over som sparringspartner. Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering og økonomi og derfor er der også stor variation i kvaliteten af selvudgivelser. Det er lang fra alle, som har de fornødne kompetancer, end sige litterære evner, til at vurdere om deres tekster egner sig til offentlig udgivelse.

Det er en skam. Og det er nok her den største kamp skal udkæmpes blandt selvudgiverne selv. Hvis man som forfatter vil synliggøre sig blandt alle de andre selvudgivere, er det tvingende nødvendig at sikre en høj og professionel kvalitet i ens arbejde. Alle kan nu om dage sætte sig og skrive en bog, for derefter at udgive den. Men det er langt fra alle som burde gøre det! Mikala Rosenkilde er selvudgiver og hører afgjort til den kategori, der både har evnen til at skrue et nederdrægtigt godt plot sammen, OG som samtidig er i stand til at formidle det på en professionel måde.

'Dukkehuset' er en fantastisk e-bog. Og så er den tilmed gratis! Der går længe imellem at der skrives god horror på dansk, men er man til horror og gys, skylder man sig selv at læse de fire noveller i 'Dukkehuset'. Min absolutte farvorit er temanovellen 'Dukkehuset'. Det er en fantastisk uhyggelig historie - først på det subtile plan, men siden hen går det hen og bliver yderst konkret. Den historie er så ond, at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Det er længe siden jeg har haft det sådan med en historie, og jeg tror ikke at det er sket med andre forfattere end Stephen King, Thomas Harris og Annika von Holdt. Jeg var, og er stadig, helt overvældet over at en selvudgivelse kan indeholde så fine kvaliteter...

Ud over 'Dukkehuset', indeholder bogen yderligere tre noveller. 'Syltetøjskrukken' og 'Paradisøen' er si-fi gysere, og bort set fra nogle få oversete trykfejl og skæve sætningskonstruktioner, er de godt skruet sammen. Mikala Rosenkilde holder tydeligvis af åbne slutninger, som tvinger læseren til at forestille sig den sidste del af historien. Det er en effektiv måde at engagere sine læsere på. Og når novellerne, som i dette tilfælde, har så høj kvalitet, sikrer det også at de bliver husket længe efter at de er læst.

Den fjerde novelle hedder 'Hatonns venner' og er den eneste der kvalitetsmæssigt falder lidt igennem. Historien er der bestemt ikke noget i vejen med, men en god korrekturlæser ville have kunne hjælpe med at omskrive nogle af passagerne, så meningen fremstod mere tydeligt for læseren. Denne novelle mangler det flow og sammenhæng, som de øvrige tre noveller har. Det er en skam, for plottet er bestemt godt.

Så tilbage til spørgsmålet om selvudgivere kan finde deres retmæssige plads i det kommercielle bogunivers. Svaret er definitivt et klart 'JA'! Men det kræver en høj grad af både selvkritik og gode evner, hvis man skal slå sit navn fast på bogmarkedet. Mikala Rosenkildes bog 'Dukkehuset' har disse kvaliteter og fortjener at blive bemærket af danske læsere.

Saturday, February 1, 2014

Boganmeldelse - Anna Grue (Den skaldede detektiv)

Køb bogen på
Personligt synes jeg, at der er alt for meget hype omkring nordiske forfattere. Der er sket et markant skifte i løbet af de sidste 15 år. Dengang var det de store forfattere udenfor Skandinavien, hovedsageligt amerikanske, der dominerede boghylderne. De findes selvfølgelig stadig på hylderne i dag, men slet ikke i det samme store udvalg som førhen. Er det så godt eller skidt?

Jeg synes bestemt, det er en god ting, at der er et bredt udvalg af forfattere at vælge imellem, men det virker som forlagene og boghandlere har en skjult agenda omkring nordisk litteratur. Nu er jeg jo lidt af en rebel, så hvis jeg føler, at valget bliver taget fra mig, så reagerer jeg kraftigt på det. I ovennævnte situation medførte det, at jeg konsekvent undgik nordiske forfattere over én kam. Det var både dumt og uretfærdigt, det medgiver jeg gerne, men sådan fungerer jeg nu engang.

For et stykke tid siden kom jeg så i besiddelse Anna Grues bog 'Den skaldede detektiv', og det var afgjort en positiv overraskelse. Det skal lige nævnes, at jeg inden da havde taget de nordiske forfattere til nåde, men at jeg fandt kvaliteten meget svingende. Mange var middelmådige og kun ganske få var i stand til at tage kampen op på internationalt plan.

'Den skaldede detektiv' er fjerde bog i serien om detektiven Dan Sommerdahl. Denne gang henvender et forældrepar sig til ham, fordi de har en 'begrundet' mistanke om at deres to ældste børn i virkeligheden er blevet myrdet, selv om politiet for længst har henlagt sagerne som uheld og selvmord. Nu frygter de, at de står over for at miste deres yngste søn til en skånselsløs morder, der driver et underfundigt spil.

Vi taler her om en klassisk detektivhistorie. Mange af elementerne i historien er set før, men selve plottet er modbydeligt godt gennemtænkt. Der er et par steder, hvor historien halter lidt, og hvor Dan Sommerdahl kommer lige lovligt nemt frem til sine spor. Jeg kunne selvfølgelig vælge at hudflette historien på de punkter, men det har jeg faktisk slet ikke lyst til. Det at læse bøger, drejer sig om at blive underholdt, og 'Den skaldede detektiv' er i den grad underholdende, både når det kommer til plottet, men også i forbindelse med det persongalleri man bliver præsenteret for. Jeg er vild med autisten Mogens og den måde vi får lov til at følge med i hans version af virkeligheden på. Det er rigtigt godt beskrevet.

Anna Grue er en af de nordiske forfattere, der bidrager til glæden ved at læse bøger. Og sådanne forfattere har vi virkelig brug for i en verden hvor mange unge mennesker ikke læser meget andet end brugermanualen til deres nye PS4 eller X-Box.

Thursday, January 16, 2014

Reader's Review - Charles Grant (The X-Files: Goblins)

Click to buy the book
I'm a big fan of 'The X-Files'. The story about Fox Moulder's eternal and unremitting quest for the answer regarding who or what it was that abducted his sister when they were children, are extremely fascinating to me.

The series lasted for many seasons and although far from all episodes held the same high standard, this series, however, had a peculiar attraction. There is a never-ending fascination when it comes to the unexplained and supernatural happenings in real life. 'The X-Files' was probably one of the first TV series of its kind to deal with that theme.

Despite the fact that 'The X-Files' by now is an old series, it still attracts some faithful followers. Charles Grant is definitely one of them. In fact, his fascination of the series made him write some stories to 'The X-Files' universe. 'The X-Files: Goblins' is one of them.

Let it be said at once, that this book will never win any literary awards. The quality of the story is way too mainstream. But still, the book is fine entertainment. Charles Grant describes 'The X-File' universe quite well. His descriptions of Fox Moulder and Dana Scully is so precise that you can clearly feel the tensions between these two very different agents. This is quite an achievement, considering that he has never been personally involved in the production of TV series. 'The X-Files: Goblins' stays within the borders of 'The X-File' universe. So if you like the TV series, there are every reason to believe that you will enjoy this book.

I have to comment on the plot of the book, though. When considering the vast possibilities inherent in the supernatural universe 'The X-Files' operates in, it is disappointing that the story is about a completely ordinary top-secret military project. Although the project is located outside the limits of the possible, I still miss something. Where are UFO's and the little green men? If I were to write a story in 'The X-Files' universe, the supernatural theme would dominate every single page of the book.

The conclusion has to be: 'The X-Files: Goblins' is an entertaining book. You will get what you expect without leaving a lasting impression. Charles Grant certainly has a fine potential as a writer, but 'The X-Files: Goblins' is not the book that confirms his talent.