Boganmeldelse - Therese Philipsen (Tre Små Cyklister)

Klik for at købe bogen

Dear reader. I have chosen to write this review in Danish since this book has not yet been translated to English.

Når en kvindelig forfatter bliver rost til skyerne af Femina, Q og Alt For Damerne, begynder de små røde advarselslamper at blinke i mit maskuline anmelderunivers. Som jeg også tidligere har nævnt, har femikrimier en tendens til at lægge hovedvægten på følelser, parforhold og en detaljerigdom der egentlig er historien ligegyldig. Af den grund var det også med et vist forbehold at jeg satte mig til at læse 'Tre Små Cyklister' af Therese Philipsen.

Lykkeligvis blev den del af min frygt gjort til skamme. Bogen handler i korte træk om en seriemorder, der trækker sit blodige spor gennem det danske sommerland omkring Løkken. Politiassistent Liv Moretti bliver udnævnt til efterforskningsleder – en opgave hun har svært ved at finde sig hjemme i. Hendes egen efterforskningsgruppe er loyale og bakker hende op, mens det lokale politi ser hendes tilstedeværelse som en trussel mod deres enevælde. Det er under disse problematiske arbejdsbetingelser, at hun må forsøge at løse en drabssag der tilsyneladende indeholder flere blindgyder end reelle spor.

'Tre Små Cyklister' er en god historie og der er tydeligvis lagt mange kræfter i at skabe et sindrigt og gennemtænkt plot. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at sidde med en følelse af, at være blevet præsenteret for en historie der mangler substans.

Therese Philipsen har rigtig gerne villet skrive en 'stor' historie. Og plottet er virkeligt omfangsrigt. Det involverer rigtig mange mistænkte som man skal nå at lære at kende. Og da man endelig bliver klar over hvem morderen er, er hele hans forhistorie, som danner grundlag for hans blodige vendetta, så omfangsrig at den kræver masser af plads for at læseren kan sætte sig ordentligt ind i hans motiver. Det er her kæden efter min mening ryger af. Bogen er på 316 sider, hvilket ikke tilnærmelsesvist er nok til at skabe den dybde som historien både kræver og fortjener.

Der er endnu en ting som irriterer mig grænseløst ved denne bog. Jeg er ikke sikker på hvor stor indflydelse forfatteren har haft på illustrationen på omslaget. I nogle tilfælde bliver denne beslutningsproces overladt til forlaget og grafikeren, så jeg ved ikke hvem der bærer ansvaret for illustrationen på bogomslaget. Under alle omstændigheder bør vedkommende sidde tilbage med røde ører. Bogen indledes med opdagelsen af mordet på tre otteårige drenge der sidst er set cykle ud til en nærliggende plantage – deraf navnet på bogen.

På side 61 og 62 bliver de tre drengecykler fundet i en sø: ”Dykkerne kom i vandet igen. Efter at have gennemsøgt søbunden få meter længere vestpå trak en af dem en grøn drengecykel op af vandet. Kort efter kom en blå og en sort cykel også frem...”

Hvorfor i alverden har man så valgt at illustrere bogen med to røde pigecykler, som tilmed er skrællet for styr og saddel? Hvor svært kan det være, at lave en illustration der svarer til forfatterens historie? Jeg ved godt at mange vil mene at det er en lille ting, som er af mindre eller slet ingen betydning... men det irriterer mig grænseløst at forlaget, grafikeren, eller hvem der nu tager den endelige afgørelse, tydeligvis ikke har læst bogen før beslutningen om bogomslaget er blevet truffet.

Måske er problematikken omkring bogomslagets misvisende illustration meget symptomatisk for selve bogen. Den er fuld af gode intentioner, men fordi der mangler vilje (og måske evne) til at kæle for detaljen, er læseoplevelsen også blevet derefter.

Denne bog gør bestemt ingen skade, den kommer ikke ind under huden på læseren og den vil for mit vedkommende stå som en ligegyldig tankestreg blandt alle de bøger jeg har læst i løbet af sommeren.