Tuesday, June 25, 2013

Boganmeldelse - Jussi Adler-Olsen (Alfabethuset)

Klik for at købe bogen

Oplægget på bagsiden af Jussi Adler-Olsens bog, 'Alfabethuset', indikerer at historien foregår i og omkring et sindssygehospital i Tyskland under anden verdenskrig. To engelske piloter bliver skudt ned på en mission over Tyskland, og med tyske soldater lige i hælene, er deres eneste mulighed for redning, at de springer på et lazarettog, som netop da krydser deres vej.
Toget viser sig imidlertid at indeholde højtstående SS-folk som er brudt sammen på østfronten. De to engelske piloter smider to patienter ud af toget og overtager deres senge og identiteter. Fra da af er de nødt til at simulere sindssyge, hvis de vil undgå at blive opdaget og henrettet. Begge piloter prøver, hver for sig at planlægge en flugt fra sindssygehospitalet – noget der skal vise sig at være yderst vanskeligt og farligt. Det viser sig nemlig at de ikke er de eneste der simulerer sindssyge...

'Alfabethuset' er en omfangsrig roman og selv om Jussi Adler-Olsens beskrivelse af forholdene på det tyske sindssygehospital omkring krigens afslutning er meget detaljeret og yderst interessant, forekom det mig, at det måske var at spænde buen lidt for hårdt, hvis der ikke skete andet igennem hele bogen. Der tog jeg heldigvis fejl.

Det er kun cirka halvdelen af bogen, der udspiller sig under anden verdenskrig. Herefter springer begivenhederne mange år frem og handlingen tager en ganske uventet drejning. Mens den første del var interessant og spændende bliver sidste del direkte ondskabsfuld og uhyggelig.

Det er intet mindre end en genistreg, Jussi Adler-Olsen har begået med 'Alfabethuset'. I perioder trækker han hårde veksler på læserens tålmodighed, men jeg skal love for at han kompenserer for det i den sidste del af bogen. Jeg kan kun anbefale denne bog på det varmeste. Her viser Jussi Adler-Olsen, hvorfor han må regnes for en af Danmarks største nulevende krimiforfattere.

'Alfabethuset' er ikke den bog, den giver sig ud for at være. Den er bedre, grusommere og meget mere nuanceret end man umiddelbart skulle tro. Giv bogen en chance. Vær tålmodig. Du vil blive positivt overrasket – måske endda imponeret. Det blev jeg i hvert fald.

No comments:

Post a Comment